RABAT eller hvordan?

Vi lever i en tid lige nu, hvor mange går op i at få rabat, og der er da heller ikke noget bedre end at få rabat eller et godt tilbud.

Hvad mange glemmer, er at os virksomheder jo ikke bare kan dele ud til højre og venstre, så i stedet sættes priserne så højt op, at man kan give en god rabat, uden at miste penge. Så dem, der ikke forhandler, er dem, der betaler gildet. Det er også helt fint at gøre på den måde, hvis det er sådan virksomheden kører det.

Sådan fungerer min hjerne bare ikke, jeg er dårlig til at forhandle og “prutte” om priserne, så jeg er en af dem, der altid betaler fuld pris. Og fordi JEG som person er sådan, valgte jeg også fra starten af, at jeg ville hellere have lave priser, så det ikke er dem der køber lidt, der betaler. Ligesom jeg hellere vil belønne de loyale kunder, end dem der en gang imellem køber et større antal af en enkelt vare.

Derfor får du hverken rabat for at købe mere end en vare, eller ved at ringe op og prøve at forhandle 😉 Mine priser er faste 😀

Men vi elsker jo alle at spare lidt og det kan du godt komme til, og på en måde så jeg synes alle tilgodeses:

Den eneste ting jeg har indflydelse på, er min arbejdstid. Ordrer der lægges i webshoppen, uden tilføjelser, ændringer osv. er klart dem jeg tager mindst tid om, så her kan man opnå en rabatkode, så man får rabat næste gang man handler.

Rabatten kommer altså fordi jeg skal arbejde betragteligt kortere tid end ved andre, og ikke fordi dem, der køber mindre skal betale mere.

Det betyder jo også, at der lige er et par regler forbundet med det, netop fordi det er arbejdstid man får i rabat, du kan bla. læse her (hvor du også kan se hvor meget rabat du kan opnå).

Det er altså kun ordrer i webshoppen man kan få rabat på og kun enkeltordrer. Så snart man sender sms, mail eller begynder at lægge flere ordrer samme dag, så kommer der ikke rabat på (eller mere rabat hvis flere ordrer er lagt i webshoppen).

Så bestiller du for 1250 kr. og dernæst 1400 kr. og vil have sendt samlet, så opnår du ikke rabat, fordi ingen af ordrerne overstiger det rabatgivende mindstebeløb. Derimod kan du godt bestille og få rabat på en ordre på f.eks. 3000 kr. og så købe for 1500 kr. i en anden ordre, så får du kun rabat får den ordre der overstiger mindstebeløb for rabat. Bestiller du for 3000 kr. og igen 3000 kr. er det den første ordre der udløser rabat, du får ikke rabat for begge ordrer.

Der kommer heller ikke rabat for det man køber i butikken, eller hvis man får en anden rabat på ordren eller det er en del af en startpakke, ligesom kurser hverken giver rabat eller udløser rabat.

Det er ligeledes betinget at DU indtaster koden, koden kommer på en mail til dig umiddelbart efter betalingen er registreret. Husk at gemme den, det er ikke sikkert vi kan finde frem til den igen.

Hvordan gør jeg så?

Jo du går på shoppen og lægger det du ønsker i kurven, herefter går du til “checkout”/kassen.

Som du kan se på billedet her, er der en grøn smiley, der spørger om du har en kuponkode, her indtaster du koden og så trækkes rabatten automatisk.

Husk koden står uden moms i kassen, men fratrækkes også den moms du skal betale.

Kan du ikke få det til at virke, skal du tjekke om du evt. er ved at købe noget fra kategorien kurser i ordren, den får du ikke rabat på og derfor kan du ikke bruge en kupon på det.